Projekt PRINCIP er inddelt i fire faser:
- Status & Potentiale (januar-juli 2010)
- Klimasmart energisystem (juli 2010-december 2011)
- Barrierer & Inspiration (juli 2010-december 2011)
- Inspirationskatalog (december 2011-december 2012)
I fasen Status & Potentiale ser vi på kommunernes energianvendelse på produktions- og forbrugssiden, så vi har det bedste grundlag for fælles anbefalinger.
Vi ser samtidig på energiforsyningens centrale aktører, deres erfaringer og styrker samt på hvordan potentialet for energieffektivisering sikres.
Vi holder workshops i Göteborg og Nordjylland for at hente input fra kommuner, organisationer og virksomheder i Kattegat/Skagerrak-regionen – og for at inddrage og udveksle eksisterende og ny viden, erfaringer og metoder inden for klimasmart energiforsyning.
I fasen Klimasmart energisystem undersøger vi effekten af forskellige tiltag for at illustrere hvilke aktiviteter/handlinger de kan gennemføre for at nå de givne mål. Vi udvikler scenarier for hvornår og hvordan kommunerne kan nå holdbare CO2-udspil og være fri for fossile brændsler i 2020, 2030 og 2050 – og scenarierne konsekvensvurderes ved hjælp af klimaberegnere og energiplanlægningsmodeller.
Vi holder regionale workshops hvor kommunerne kan få konkret rådgivning og input til hvordan de kan optimere deres handlingsplaner for vedvarende energiforsyning.
I fasen Barrierer & Inspiration vil vi vurdere hvilke barrierer, der repræsenterer de største udfordringer for kommunerne. Vi udvælger nogle centrale sektorområder og udfører her en mere detaljeret vurdering af barrierer og virkemidler.
Vi vil tilstræbe at vise konkrete eksempler på hvordan en kommune kan arbejde praktisk med klimasmarte løsninger – og tydeliggøre hvilke resultater kommunerne kan forvente at opnå inden for en given tidsramme.
Kronen på værket er fasen Inspirationskatalog. Her vil vi samle de bedste praksiseksempler på klimasmart energiforsyning. Der vil være helt konkrete eksempler på metoder og handlinger, som kommunerne kan udføre for at bidrage til at opfylde egne og nationale målsætninger inden for klimasmart energiforsyning.
Kataloget, der vil indeholde anbefalinger og inspiration til strategiske overvejelser i et grænseoverskridende perspektiv, bliver frit tilgængeligt på Projekt PRINCIPs hjemmeside, www.energiprincip.eu. |